Mange i musikbranchen fik badwill ud af skræmmekampagnen mod piratkopiering af cd'er og mp3-filer. Man skulle tro, at de store drenge og piger havde lært af denne lektie. Men nej. Det veldædige Copy-Dan, der opkræver og administrerer copyright-afgifter for rettighedshaverne følger trop

Under dække af at informere offentligheden på neutral vis er Copy-Dan gået i gang med at skræmme det kopierende folk til at betale mere end ophavsretsloven giver hjemmel til.

Copy-Dan har for nylig udsendt venligt oplysende foldere til egentlige kopiforretninger, men også til folkebibliotekerne: (MED-)ANSVARET ER DIT. Uden direkte at lyve efterlader folderen et indtryk af, at man stort set ingenting må kopiere og i hvert ikke uden at indgå en aftale med Copy-Dan. Copy-Dan passerer endda grænsen mellem løgn og sandhed, når de skriver, at man ikke må "gå flere sammen" om at få kopieret eksemplarer af f.eks. en bog til "privat brug" i stedet for at købe den.

I henhold til § 12 i ophavsretsloven er det fuldt lovligt at tage enkelte (endda flere) kopier af et offentliggjort værk til såkaldt privat brug. Man må endda få andre til at kopiere for sig. Det er lovligt og der skal heller ikke svares nogen afgift.

Copy-Dan ser meget behændigt bort fra § 12 i ophavsretsloven, hvori adgangen til eksemplarfremstilling til privat brug beskrives. I folderen henvises der alene til andre paragraffer, der handler om særlige situationer, der er omfattet af en aftalelicens.

Hvad er privat?

Privat brug er i denne sammenhæng ikke bare læsning under egen dyne i lommelygtens skær, med også offentlig anvendelse ved studier, forskning og egentligt erhvervsarbejde. Det private har faktisk vide rammer. Det omfatter ikke alene den nærmeste familie, men også offentlige møder og de enkelte kolleger på arbejdspladsen. En skolelærer må også tilgodese særligt interesserede elever med fotokopier. (Kilde: K.A. Frøbert: Retten til tekst, lyd og billeder; 1996)

I alle disse tilfælde kan man uden problemer med rettighedshaverne udmærket benytte sig af det lokale folkebiblioteks kopieringsmaskine eller posthusets eller boghandlerens. Man må endda få personalet til at kopiere for sig.

Denne ret til uden vederlag til ophavsmanden at kopiere til privat brug gælder naturligvis også internt på arbejdspladser. Her har Copy-Dan indgået en lang række aftaler om betaling af afgift. I disse aftaler har Copy-Dan på tilsvarende behændig vis undladt af redegøre for retten til privatkopiering og alene henvist til paragrafferne om aftalelicens. Det kan anbefales at tjekke disse aftaler i forhold til den daglige praksis og retten til privatkopiering. Muligvis er Copy-Dan kommet til at indsamle større afgifter, end der er dækning for.

Copy-Dan svinger pisken

Når Copy-Dan henvender sig direkte til bibliotekerne tager de ikke stilling til, at der er udarbejdet en særlig bekendtgørelse om bibliotekernes udvidede adgang til kopiering (nr. 876; 28/11-1997). I følgeskrivelsen truer Copy-Dan oven i købet bibliotekerne med sagsanlæg, hvis de ikke svinger pisken over publikum.

Ifølge bekendtgørelsen har de offentlige biblioteker adgang til at komplettere defekte værker med fotokopier og forsknings- og fagbibliotekerne har desuden lov til at fremstille enkelteksemplarer af hele bøger, hvis man ikke kan erhverve dem i almindelig handel.

Alle biblioteker er efterhånden helt på det rene med, at forfatterne og andre rettighedshavere skal have et rimeligt afkast af deres virksomhed, også når bibliotekerne tager vare på den. Den forståelse har somme tider haft det lidt svært, f.eks. når forlagsbranchen har stillet sig helt umuligt an over for bibliotekernes adgang til at formidle information til offentligheden.

Det er klart, at Copy-Dan varetager nogle andres interesser end offentlighedens, men den igangværende informations-kampagne virker ude af trit med nutidig interessevaretagelse. Med den skader Copy-Dan ikke bare egen troværdighed, men desværre også den almindelige forståelse for deres medlemmers berettigede krav.

Søndag Aften 03/2000

[Næste artikel]